Nåeh, det var en gangster

Det er vanskeligt at pege på en årsag til forliset i Biscayen, måske lige bortset fra et tvivlsomt sømandsskab, idet trimaranen sejlede ud trods en vejrudsigt, der sagde ‘boller og cacao ved kaj’. En krølle på historien kom så via pressen, nemlig at der er tale om en skipper, der tidligere er blevet dømt for import af et større kvantum hash.

Derfor går det vel an at antage, at der her er tale om en slags forretningsmand, der havde købt et parti let fordærvelige (eller er det eftertragtede) varer til levering ved kaj i en given havn i et land med høj dagtemperatur. Han måtte af sted. Man skal jo holde sine aftaler også selvom man er en del af et mere lyssky forretningssegment. For som Bob Dylan sang: ‘You have to be honest to stand outside the law’.

Det interessante er, at historien går fra at blive fremstillet som forfærdelig og foruroligende i starten, til at være nærmest lidt ligegyldig i det øjeblik det offentliggøres, at der her er tale om en mand, der har vanskeligt ved at holde sig inden for loven. De 2 øvrige bliver i denne sammenhæng også medskyldige og ligegyldige – uden nogen form for beviser på det.

Ret beset ved vi ikke om der var tale om en ‘forretningsrejse’ eller om en ferietur, hvorfor vi selvsagt også burde holde antagelser af ovenstående type for os selv. Men det er nu ikke nemt. Den nemme vej er at koble sig på stemningen. Det gør også frygten for at vore trimaraner skal forulykke mindre – han var jo et smuglerfjols.

Båden viste sig at være en 33 fods one-off bygget af farbror-Quorning. Og i denne omgang vil vi, helt mod sædvane, undlade at afæske konstruktør og fabrikant en forklaring.

Tilbage står spørgsmålene:
Hvem mon de 2 andre var?
Hvad var mon årsagen til at båden forulykkede?

En sidste interessant ting ved hændelsen var, at vi blev kimet ned af journalister, der ville høre hvad vi vidste om sagen, om båden og besætningen. Vi var ikke til megen hjælp – vi glæder os bare over at mange finder siden.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *